Vi vil lave podcast på TV MIDTVEST

Ifølge Danmarks Radio er podcast ved at blive en del af hverdagen for den menige dansker. Men skal podcast også være en del af hverdagen på TV MIDTVEST?

17.01.2018

Vi flirter i hvert fald kraftigt med tanken her i vores lille mediehus på Søvej, Holstebro.

DR medieforsknings årlige måling af danskernes medievaner viser, at 15 procent af befolkningen ugentligt var i berøring med podcastmediet i sidste halvdel af 2017. Det er en stigning fra de tidligere 10 procent, tallet lå på.

Jeg er selv en del af de 15 procent. Jeg er nemlig helt vild med podcast. Med mine hvide Apple-earplugs presset godt ind i ørerne, æder jeg mig igennem omkring fem timers lyd om ugen. Lige når jeg vil. Om jeg sidder på cyklen, er i bilen eller i fitness er lige meget. Jeg finder bare min foretrukne podcast-pusher på min telefon, og få sekunder efter er handlen lukket, og lyden flyder igen ind i hovedet på mig og dæmper abstinenserne. Jeg er videbegærlig, og jeg skal have mit fix. Når jeg vil.

Det er min påstand, at mange andre har det ligesom mig.

Derfor passer podcast glimrende ind i en travl hverdag. Jeg bliver klogere på verden omkring mig, hvad enten det handler om et nyt, uløseligt dilemma i Mads og Monopolet, Dansk Folkepartis seneste udskejelser eller FC Midtjyllands øjeblikkelige succes i Superligaen.

Der er efterhånden noget for enhver smag i podcastland, og det kommer alle os, der er vilde med fordybelse, nørderi og spændende historier til gode.

Min baggrund som podcaster

Og jeg er ikke bare vild med at lytte til podcast. Jeg elsker også at lave dem.

Jeg har podcastet i fire år. Senest har jeg været vært og tovholder på TV 2 SPORTs cykelpodcast, og her fandt jeg ud af, hvor tæt man kan komme på sine gæster, når man sidder og kigger dem i øjnene.

Det er lige præcis det, podcast kan. Det bliver intimt.

Jeg har fået Rolf Sørensen til at gengive sin triumf i Flandern Rundt i 1997 meter for meter. Og tro mig: Han kan huske hver en brosten. Bjarne Riis har også fortalt mig, hvordan han oplevede Hautacam klædt i gult og med fråden plaskregnende langt ned ad den modbydeligt stejle franske asfalt i 1996. Og så har Jørgen Leth beriget mig og lytterne med detaljerne fra et langt liv i kommentatorboksen ved Tour de France.

Jeg har oplevet, hvordan der simpelthen bliver skabt et lille lukket og indforstået univers mellem mig, gæster og lyttere. Det er svært at beskrive den magi, der opstår, hvis man ikke har prøvet at sidde med til bords ved sådan et arrangement. Men det kan anbefales.

Jeg tror, det har noget med fordybelsen at gøre. Kilderne sænker skuldrene. De ved, de får taletid, og de ved, at det ikke bliver redigeret ud af en sammenhæng. For her er der plads.

Jeg kan godt lide at kalde podcast for avis på lyd. Du fordyber dig. Du bliver klogere. Og du kan ikke springe let henover noget uden at miste forståelsen af sammenhængen.

Det handler om den gode historie

I bund og grund handler det om den gode historie. Og de findes også i Midt- og Vestjylland.

Derfor har vi fra årets start indledt jagten på den perfekte podcastidé her på TV MIDTVEST. Vi er ved at eksperimentere og afklare, hvad podcastmediet kan, og hvad vi vil med det.

Det gør vi i et hjørne af TV MIDTVEST, vi kalder LAB. Det er stationens helt eget laboratorium, hvor idéer til nye projekter testes og afprøves.

Vi har masser af TV-formater, som ville kunne konverteres direkte til podcasts. Det kunne være Klaus Pedersens politiske debatprogram Krydsfelt, eller Dan Hirsch Sørensen sportsmagasiner 4-4-2 og Overtrådt. Vi tænker, det vil fungere, fordi programmerne i forvejen er båret af debat.

Vi kunne også godt tænke os at lave en dedikeret podcast. Vi vil simpelthen fortælle historier, som skal fødes direkte til podcastmediet.

Vi har ikke et konkret navn til podcasten endnu. #FordiViElskerMidtogVestjylland har været oppe at vende, fordi titlen går i forlængelse af en SoMe-kampagne, vi tidligere har lavet her på stationen. ’Fyraften’ eller ’færdig på arbejde’ er vi også lune på. Vi kunne godt tænke os at være i dit selskab, når du kører hjem fra arbejde.

Tal fra podcastforskning viser nemlig, at lyttere bruger lige omtrent 20 minutter ad gangen i gennemsnit på at lytte med. Med andre ord passer det sådan cirka med den tid, det tager de fleste at få startet bilen og køre hjem fra arbejde. Ja, eller på cykel, i tog eller hvordan du nu kommer hjem. Det er det gode ved podcasten som medie. Den kan du have med dig overalt.  

Grundtanken er, at vi vil tage ud for at møde nogle af landsdelens mest interessante personager. Vi kunne besøge Ulrik Wilbek til en snak om skiftet fra hele Danmarks håndboldtræner til Viborgs borgmester. Eller tage ud til Midt- og Vestjyllands største og mindste landbrug for at høre om hverdagen der. Man kunne også besøge administrerende direktør hos FC Midtjylland Claus Steinlein for at blive klogere på, hvordan det er at drive fodboldvirksomhed i det midtjyske.

Mulighederne er uendelige. Det er det gode selskab og de interessante historier, der skal være i fokus.

På årets første arbejdsdag, brugte jeg derfor min LAB-vagt på blive klogere på podcastmediet. Jeg allierede mig med Ib Potter, manden til venstre på billedet herunder,, som har otte års erfaring på området. Og det blev til TV MIDTVESTs første podcast, som helt simpelt handler om, ja, du gætter det aldrig, podcast.

32 minutters lydlig nørderi om, hvad podcast kan og ikke kan, blev fældet ned på et lydspor i Ikast den 2. januar 2018. I første omgang for at mine kolleger på TV MIDTVEST, og jeg selv, kunne blive klogere på podcast. Men nu har vi besluttet os for at dele det første delresultat fra dagen i laboratoriet med dig.

Jeg kan anbefale at lytte med herunder. Jeg blev i hvert fald klogere.

Sidder du med en god idé til podcasttitel eller indhold, så skriv til Mass Lisby på mass@tvmidtvest.dk eller digitalchef Nadia Nikolajeva på nani@tvmidtvest.dk og vær med til at udvikle TV MIDTVESTs allerførste podcast i vores laboratorie.

 

Mass Lisby's picture

Mass Lisby, Journalist · mass@tvmidtvest.dk

Digital i fingerspidserne, TV på hjernen og podcast i stemmen. Brænder for alt der har noget med medier at gøre. Uddannet journalist fra Syddansk Universitet. Tidligere TV 2 SPORT. Har podcastet i fire år og været med på en lytter i endnu flere.