Tre måneder efter Facebook-cølibat: Sådan går det nu

Eksperimentet med to ugers pause fra Facebook har ændret vores strategi.

07.05.2018

Der var engang et regionalt mediehus, som opnåede digital vækst ved at dele mere indhold på Facebook. Men en dag vågnede mediehuset op og tænkte: “Er det egentlig den rigtige vej, hvis vi skal være stærke og stabile?”

Således startede de indledende tanker om vores brug af platformen, i slutningen af 2017. På TV MIDTVEST begyndte vi at lege med tanken om et eksperiment, hvor vi holdt op med at dele vores indhold på Facebook. Tiltaget gik i gang 16. januar og varede to uger.

I anledning af, at der er gået tre måneder siden Facebook-pausen, og at de gode folk hos Information er i gang med et Facebook-adjø i hele tre uger, tager vi her en status.

Vi poster meget mindre

Sammenlignet med december måned, har vi mere end halveret vores antal af opslag på vores Facebook-side. I december 2017 delte vi 218 opslag. De seneste tre måneder efter eksperimentet har vi delt henholdsvis 126, 118 og 100 opslag.

Og hvorfor gør vi egentlig det? Det skyldes ganske enkelt en udregning af, hvor meget vi får for indsatsen. I april klikkede kun 3,3 procent af brugerne på et opslag, når de fik det i deres nyhedsfeed. Tallet er faldet støt de seneste måneder.

De gode gamle dage, hvor man kunne regne med en strøm af brugere, når man som medie delte et link, er altså forbi. Og vi skal som medie overveje, om vi skal blive ved med at dele artikler, som folk tager et kort kig på og så scroller forbi til næste fristelse - eller bruge kræfterne anderledes.

Vi bruger mere tid på debat

Et vigtigt fokus hos os lige nu handler om at lære journalisterne op i at moderere debatten på Facebook. Vi er der ikke kun for at høste trafik til tvmidtvest.dk med vores nyheder.

Når det eksempelvis handler om ulve-debatten, kommer brugere sommetider på banen med grove trusler.

Facebook prioriterer opslag, der har interaktioner i form af især debat - men det er tidskrævende og mentalt krævende arbejde at sørge for en ordentlig tone. Har du interesse for moderation, så tag et kig på #ansvarforfeedet på Twitter eller meld dig ind i Facebook-gruppen dedikeret til mediers moderation af kommentarfelter.

Vores Facebook-afhængighed daler

41 procent af vores trafik kom i december måned fra sociale medier, hvor Facebook stod for langt størstedelen. De seneste måneder er tallet dalet til 35-37 procent. Det går i vores øjne den rigtige vej.

Stabilitet og tid til vækstplaner

Den helt igennem gode nyhed er, at vi de seneste to måneder har haft gode bruger- og besøgstal på tvmidtvest.dk. På trods af halveringen af antallet af opslag, er vi næsten på samme niveau som før eksperimentet - og de seneste måneder viser en behagelig stabilitet.

Det kan være, at stabilitet ikke er det mest sexede ord i en tid, hvor alt handler om vækst. Og den kigger vi hen imod. Som tidligere meldt ud, søsættes der ikke projekter forbundet med Facebook i 2018.

Nu bruges tiden på platforme, som vi selv kan styre. I foråret har det på TV MIDTVEST betydet et stort arbejde med at udvikle en kommende streamingapp. Den glæder jeg mig til at kunne fortælle mere om snarest. Samtidig har tvmidtvest.dk fået en designmæssig overhaling, så det forhåbentlig er nemmere at finde det indhold, man har brug for.  

Hvad så nu?

Processen er på ingen måde forbi. For vi har stadig ugentligt snakke om, i hvor høj grad vi skal være til stede på Facebook. Skal store nyheder deles på Facebook, før de kan betragtes som værende udkommet? Kan læserne selv finde det, de har brug for på vores site? Får vi nok ud af Facebook, når det koster os timer at moderere kommentarfeltet under heftige debatter? Jo længere tid der går, jo mere data har vi at forholde os til. Og vi kommer med glæde til at dele flere erfaringer og del-konklusioner på bloggen.

Nadia Nikolajeva's picture

Nadia Nikolajeva, Digital chef · nani@tvmidtvest.dk

Importeret fra København til Holstebro, idet jeg faldt pladask for TV MIDTVEST. Uddannet journalist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Tidligere på tv2.dk og metroxpress. Brænder for medier i udvikling og dialog med deres brugere.